Ny præst ved Sæby, Hallenslev og Buerup kirker
Det er nu besluttet, at det bliver sognepræst Mogens Bennedsgaard Hagen, som skal efterfølge Tove Styhm, som af helbredsmæssige årsager stoppede ved årsskiftet.
Mogens Bennedsgaard Hagen, som fylder 48 den 3. maj, er vokset op midt i det jydske, og er en erfaren præst. Han startede sin præstegerning i 1997. Først blev det 6 år i et nordjysk købstadssogn, derefter 12 år ved Frederiksholm Kirke i Sydhavn Sogn – et sogn med 18.000 indbyggere, tre præster, en folkekirkemedlemsprocent på 53 og i snit en fødsel om dagen.
Nu er han ved at pakke sit gamle præsteliv ned for at gøre klar til et nyt og helt anderledes i landlige omgivelser ved Tissøs bred.
Mogens er gift med Susanne, der er læge og de har Lise, der er 17 snart 18. Og så har de Svinto, en border terrier på 9 år, der helt sikkert fortsat vil holde præstegårdshaven kattefri, og som er en meget social og venlig hund, der elsker at møde nye mennesker – ligesom sin ”far”.
Den nye præst har allerede gjort sig mange tanker om, hvordan det vil være at være præst i Tissø Pastorat og han har flere ideer, som han gerne vil prøve af sammen med menigheden.
”Jeg kommer med et ydmygt sind. I snart 1000 år er sognenes indbyggere kommet til kirkerne for at fejre gudstjeneste, kommet med deres nyfødte, kommet med deres døde. Det skal man have respekt for – og sammen med jer vil jeg gerne arbejde for, at det fortsat vil være rart, trygt og godt at samles i de tre smukke kirker: Sæby, Hallenslev og Buerup, og hvor menigheden ellers samles” – siger Mogens B. Hagen.
Mogens Bennedsgaard Hagen indsættes som præst den 1. maj:
Kl. 9.00 i Hallenslev kirke
Kl. 10.30 i Sæby kirke
Kl. 14.00 i Buerup kirke
vkp/20.04.2016