Mogens 150px
Sognepræst
Mogens Bennedsgaard Hagen
Sorøvej 2, Sæby
4270 Høng
Telefon: 5885 2741 eller e-mail:
praesten@tissoepastorat.dk
 

Prædiken den 17. november 2019 i Gierslev og Sæby
(22. søndag efter trinitatis)

Nogle af jer husker måske et dansktop-hit fra begyndelsen af 70’erne – 1973 for at være helt præcis. Det handler om pigen, der står på en markedsplads og sælger honningkagehjerter. Salget går strygende, men en dag kommer en dreng forbi. Han vil ikke nøjes med et hjerte af honning. Han vil have pigens eget hjerte, men selvom mange hjerter er til salg i boden, så er lige præcis det hjerte ikke til salg:

Hjerter af honning – dem kan du købe
Men for penge vil jeg ikke sælge mit
Hjerter af honning – dem vil jeg sælge dig
Men for penge vil jeg ikke sælge mit

Drengen er dybt forelsket i pigen. Han kommer dagligt for at fremsætte sit ønske – “Det’ dit hjerte, jeg vil ha’”, og han forstår ikke helt, hvorfor hun vil sælge alt muligt andet, men ikke lige det – han er ellers parat til at betale, hvad end, hun måtte forlange. Men en dag kommer handelen endelig i hus. Han får hendes ja, og det går op for ham, at

Prisen for et hjerte af kærlighed
Det er en pris, der aldrig sættes ned
Hjerter af honning – dem kan du købe
Men for penge vil jeg ikke sælge mit
Hjerter af honning – dem vil jeg sælge dig
Kun for kærlighed, ka’ mit hjerte blive dit

Denne over 40 år gamle tekst og melodi er naturligvis først og fremmest skrevet som hurtig underholdning – og måske også med det formål at skabe en stor profit, der kan købe endnu flere honningkagehjerter.

Men den rummer dog en dyb pointe:

Der er ting i denne verden, hvis værdi kan regnes ud i kroner og ører. Et honningkagehjerte har sin dagspris, og prisen ændres, hvis der er glasur på eller hvis der er klistret et billede af en gammel katolsk helgen på i rødt og hvidt tøj, så hjertet kan sælges i forbindelse med den traditionelle vinterfest i de nordiske lande.

Og så er der ting i denne verden, hvis værdi ikke kan gøres op i kroner og ører.

Et pigehjerte f.eks. Prisen for et sådan er kærlighed – og det er en helt anden valuta.

Denne pointe bliver aktuel, når vi lytter til det evangelium, der bliver fortalt i dag – her et godt stykke henne i novembermørket, hvor det gamle kirkeår snart rinder ud og adventstiden snart vil varsle, at noget nyt er på vej. I dag hører vi historien om den gældbundne tjener – og det gør vi efter at endnu en ung mand har rodet rundt i valutaerne – hvad koster hvad og hvorfor?

Det er Peter, der kommer til Jesus – Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig?

Tankegangen er logisk nok – der findes tabeller over dagsværdien for honningkagehjerter og kursen for svenske kroner. Så må der da vel også findes tabeller over, hvor mange gange, man skal bære over med sin bror, med det tåbelige medmenneske, der hele tiden krænker en. Er det nok at sige, at nu tilgiver jeg dine tåbeligheder de første syv gange, og så er det slut? Eller skal der mere til? Og så er det, at jeg gerne havde betalt temmelig mange honningkagehjerter for at se Jesu ansigt. Jeg forestiller mig et pokerface, og samtidig at det har været lidt svært for Jesus at holde masken. I første omgang går han nemlig ind på Peters præmisser og overvejer sagen grundigt… 7 gange, lad os nu se, nej, af tabellen fremgår det, at svaret er 77 – eller måske 777 eller måske 7777.

Og så krakeler masken i en blanding af latter og frustration, for ”Prisen for et hjerte af kærlighed, Det er en pris, der aldrig sættes ned.”

Men inden han når til den konklusion fortæller han historien om den gældbundne tjener – om tjeneren på mindsteløn, der får tilgivet en million og så kræver en kollega sat i Ribers for en pakke cigaretter – hvorefter tjeneren igen skylder en million, nu med renters rente.

Hvad handler denne historie om? – hvad er det, som Jesus gerne vil have lært Peter og alle os, der har lyttet til historien ned gennem generationerne.

Ja, den handler om Guds nåde. Den handler om, at vi alle begynder såvel vores individuelle liv, som hver eneste dag i dette liv med et stort, ufortjent plus på kontoen.

Vi har modtaget livets overvældende store gave fra Guds hånd, og dag for dag skænker han os vore synders nådige forladelse – dagligt vågner vi op til nye muligheder, et blankt stykke papir, nye mennesker at elske og tilgive.

Godt nok er det som om, ”det moderne menneske” – hvem han eller hun så ellers lige er, har stadigt sværere ved at acceptere, at han eller hun er en synder med behov for tilgivelse, så er det dog den, sandhed, der ligger lige for.

Vi har ufortjent modtaget en overdrevent stor mængde honningkagehjerter – og dem, skal vi give videre.

Det lader sig naturligvis ikke afgøre, om du skal tilgive din bror 7 eller 77 gange. Hvis din bror elsker dig, men er et kvaj, der hele tiden kommer til at såre dig, ja så skal du, hvis du overhovedet kan tilgive ham. Og det kan du sandsynligvis ikke lade være med.

Hvis du først begynder at gøre op, hvor mange gange, du har tilgivet ham, og hvor mange gange, du skal gøre det endnu, så er der noget galt, så er du ved at betale honningkagehjerter i en gal valuta.

Lad mig slutte med de sidste vers af en helt ny salme af Lisbeth Smedegaard Andersen ”Den sidste rest af sommerlys”:

En dråbe ild som sol og vind
en sommerdag har skabt
der lyser allerklarest nu
hvor alting synes tabt

Som det der blev begyndt i os
en venligsindet dag
og ligger som en varme gemt
i hvert et hjerteslag

En tro et håb en kærlighed
der ikke svinder hen
så vi i sorg og modgangstid
kan lyse klart ved den.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. AMEN.

 


Pinsedag 2019 i Buerup

Det er en festlig dag i Buerup af flere årsager.

Det er Pinsedag, og i dag fejrer vi, at Guds ånd – Helligånden – Talsmanden er kommet over os – sådan som vi ser på Kristians tredje billede her over døbefonten – og når vi i dag mærker solen skinne ned på os gennem skydækket og mærker sommervinden ruske i os, så er det Gud, der kalder os til dåd. Han minder os om, at Han er til stede i vores liv, Han varmer og nærer os og Han fortæller os i dag, at nu skal vi gå ud i verden i Hans tjeneste. Vi skal forkynde, og vi skal sprede kærlighed og varme. Vi skal tale til dem, vi møder på vores vej på en måde, så de forstår det.

I denne skønne pinseweekend fejrer vi Musikfestival her i Buerup, sådan som det har været en god tradition gennem flere år. Men som noget nyt klinger kirkens pinsetoner i år officielt med i festivalens program, og vi er glade for at kunne invitere jer alle til brunch på festivalpladsen efter gudstjenesten.

Endelig er det også en ekstra festlig dag af en helt særlig grund. I dag har vi besøg af en flok unge mennesker, der blev konfirmeret her i kirken for 50 år siden.

Jeg har lige kigget i kirkebogen, og den 20. april 1969 konfirmerede Holger Hansen 11 drenge og 7 piger her i kirken.

Det var lige i overgangen mellem 60-erne og 70-erne, krigen i Vietnam var i fuld gang og studenterne var klar til at gøre oprør. Men – uden at vide det – jeg gætter på, at der stadig væk i ’69 var langt til Paris og måske endda også til København. Jeres forældre passede det daglige arbejde rundt omkring på gårdene og hvor de ellers arbejdede. I passede jeres skolegang, gik til præst, oplevede de første uskyldige forelskelser og måske havde I en rejsegrammofon og kunne høre de nyeste singler med Cliff eller Beatles. Eller I lå under dynen, som Flemming Bamse Jørgensen har sunget om, og lyttede i smug til Radio Luxembourg.

I jeres travle teenageliv var I på vej – på vej ud i verden – på vej ud i det liv, der skulle blive jeres. På vej mod uddannelse og job, måske på vej mod ægtefælle, familie og velstand. For de fleste af jer på vej væk fra Buerup.

Jeg ved ikke, hvordan Holger Hansen arrangerede jeres konfirmationsgudstjeneste. Men måske har I sunget den salme, som vi skal synge om lidt efter nadveren: Du som vejen er og livet.

Et par verselinjer lyder: Giv, at dig vi følger efter, nær de små, de svage kræfter, bøj vor vilje, smelt vor trods! Man fornemmer, at Christian Richardt, der skrev salmen i 1885 har kæmpet med en flok konfirmander eller med andre unge. I hvert fald ved vi, der har haft unge på nært hold, at der kan være rigeligt med vilje at bøje og trods at smelte.

Men vi ved også, at de unge vil livet – på endnu lidt usikre ben vil de erobre verden – ligesom i dengang i ’69 og ’79 var klar til at bide livet i låret og gøre 60-erne til 70-erne og 70-erne til 80-erne.

Gennem de seneste måneder har vi bevæget os fra Påske over Kristi Himmelfart til Pinse.

Disciplene og andre af Jesu nærmeste har været vidne til dramatiske umiddelbart uforståelige begivenheder. Mødet med det guddommelige er blevet hjulpet på vej af engle og mænd i hvide kælder, og en rød tråd gennem fortællingerne er, at vidnerne hele tiden får at vide, at de er for langsomme og at de er det forkerte sted.

»Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?” »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?”

Hele tiden har pointen været, at der knapt nok var tid til at fordøje de dramatiske begivenheder – vi skal videre, ud i verden.

Og I dag bliver vi så endelig klædt på til opgaven – Guds ånd kommer over os, vi får sprog og mulighed til at gå ud i verden og berette om det mægtige, vi har oplevet.

I guldkonfirmander har nu i mange år været på vej. I er forhåbentligt kommet til rette med jeres liv, og I har helt sikkert gjort en forskel for mange andre mennesker og for Guds skaberværk bredt anskuet.

Det er pinsens budskab til os. Med Gud i ryggen skal vi gå ud i verden og med evner og kræfter, vi nu en gang er blevet udstyret med, skal vi møde verden. Det lykkes ikke altid, og nogen gange er det som om ingenting vil lykkes. Men vi kender også de gyldne øjeblikke, hvor vi tænker: Her blev verden en lille smule bedre, og det er dem, vi skal stræbe efter.

Så lad os da – med Jesu ord – rejse os og gå herfra!

Glædelig Pinse!

 

webmaster@tissoepastorat.dk

© www.kirkecom.dk