Mogens 150px
Sognepræst
Mogens Bennedsgaard Hagen
Sorøvej 2, Sæby
4270 Høng
Telefon: 5885 2741 eller e-mail:
praesten@tissoepastorat.dk

Hunde, okser, æsler — og en jomfrufødsel

Vi var i præstefamilien så heldige at kunne holde efterårsferie i den uge i oktober, hvor sommeren vendte tilbage. Vi var 4 dage i Hamburg og nød der de solrige dage med temperaturer op mod 23 grader.

En af dagene gik turen til Hamburger Kunsthalle. Et besøg her kan absolut anbefales. Ikke mindst deres samling ”Alte Meister” gør et dybt indtryk.

Her er værker fra det tidlige 15. århundrede og til slutningen af det 18. århundrede, og blandt dem mange vigtige religiøse værker.

På forsiden af dette nummer af kirkebladet er gengivet Meister Franckes billede ”Tilbedelsen af barnet”. Meister Francke var muligvis en malende dominikanermunk, og billedet er en del af en altertavle, der blev opstillet i Hamburg 1436.

På billedet ses, hvordan kunstneren kæmper med at gengive det, der ikke kan gengives: Julens forunderlige mysterium: At Gud lod sig føde som menneske blandt mennesker. I den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse bekender vi, at vi tror på ”én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himmelen og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske”

På billedet ses også englen, der bringer bud til hyrderne, men der er ingen stald. Derimod ser vi, at oksen og æslet holder til i en klippehule, en grotte, og at barnet endnu ikke er blevet svøbt og lagt i deres krybbe.

Kigger man grundigt på de gamle mestres billeder ser man dyr overalt, og ikke mindst glædede det mig at se, hvor mange hunde, der optræder. Hundene omtales som reglen negativt i Bibelens fortællinger, men på de gamle billeder er det tydeligt, at hund og menneske hører sammen i afhængighed og i kærlighed.

Hunden er ikke umiddelbart at se på Mester Franckes billede, men andre kunstnere har også hunden med i stalden i Betlehem. Den var jo hyrdernes medhjælper og ven. Og ellers er hunden overalt: Den er med på Golgatha, hvor den har fundet en knogle at gnave på. Den er med den fortabte søn i svinefolden. Den er med, da verden går under i syndfloden, som kun Noahs ark bliver reddet fra.

Glædelig jul!


Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?

Mange af os har en uvane med at bruge hvad der måtte være af ledig tid på at surfe mere eller mindre planløst rundt på internettet. Det bringer én forbi en masse bras og ragelse, men indimellem sker det at blind høne finder et korn og lægger et guldæg. Således kom jeg en dag forbi et billede af et skilt, der angiveligt – man ved jo aldrig helt med det internet – skulle stå foran en amerikansk kirke.

Der stod: “Just love them all. I’ll sort them out later. God.”

I min oversættelse ser det sådan ud:
De ord kunne vi måske tænke lidt over her I den tørre sommer i vores land, hvor det til tider kan virke som om, vi bruger ganske meget energi på at sortere folk i bunker alt efter om, og i givet fald, hvor meget kærlighed, de er berettigede til.

Gud fortæller os, at vi er skabt i hans billede, og så er der ikke flere kategorier.

Nogle begynder så måske at blive nervøse for, hvor de vil havne i den senere sortering.

Det behøver vi ikke at være. Gennem Jesus Kristus er Guds kærlighed og nåde kommet til os, og kommer vi til ham i tro, arver vi det evige liv med ham.

Fortsat god sommer!


 

Tro

Uddrag af prædiken holdt i Sæby Kirke 2. påskedag 2018
over Johannesevangeliets 20. kapital vers 1-18.

I Johannesevangeliets beretning om begivenhederne påskemorgen møder vi 3 mennesker, der alle aflægger et besøg ved Jesu grav – en kvinde og to mænd: Marie Magdelene og Simon Peter og en discipel, hvis navn ikke nævnes, men om hvem, vi får at vide, at det var ham, som Jesus elskede. Alle kommer de til graven – og hver især reagerer de på deres egen måde. De bevidner ikke opstandelsen, men de er til stede umiddelbart efter.

Den allerførste ved graven er Maria Magdalene. Hun kan se, at der er sket noget voldsomt – den store sten er væltet fra og hun beslutter at hente hjælp hos Peter og den anden discipel. Begge disciple foretager et faktatjek – de ser, hvad der er at se – efterhånden vover de sig begge ind i graven og konstaterer, at den døde Jesus ikke er der – kun de klæder, der var brugt ved gravlægningen, ligger tilbage – linnedklæderne og klædet, han havde over hovedet.

Og efter at have registreret, hvad der umiddelbart er se, går de to mænd hjem og ud af denne historie. For i hvert fald den ene af de to har morgenens begivenheder betydet, at han er kommet til tro. Det fortælles, at før forstod de ikke, men nu har de set og nu tror de. Vi møder således en tro, der bygger på noget faktuelt og håndgribeligt – temaet fortsætter senere hos Johannes, når vi hører, hvordan Thomas møder den opstandne og kommer til tro. Til ham siger Jesus: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

De to disciple i dagens evangelium går hjem – og tilbage står Marie Magdalene. Efter de to disciples mere rationelle tilgang står der et lille men vigtigt ord. Johannes skriver: Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Maria er ked af det. Hun sørger. Hun har mistet en ven på den mest forfærdelige måde, og nu er hans grav tilsyneladende skændet, og den døde er forsvundet. Det sted, der skulle hjælpe hende med at finde vej frem gennem sorgen, det er der ikke. Marias smerte er stor. Da hun endelig vover sig til at kigge ind i graven, er det ikke klæderne, der fanger hendes blik, men to engle, der sidder, hvor Jesus lå – to engle, der ser kvindens smerte, og spørger, hvorfor hun græder. De når aldrig at svare, for Maria får nu øje på Jesus – dog uden at genkende ham. Hun tror, det er havemanden – og måske er det ham, der har flyttet den døde?

Men den døde er jo slet ikke blevet flyttet – han har flyttet sig selv og står nu som den levende foran Maria og ser hendes store smerte. Og han siger blot et ord til kvinden: Hendes navn: Maria! Og med ét bliver opstandelsen til virkelighed for Maria – ikke ved en rationel konstatering af fakta men ved at genkende og ved at blive genkendt – og i det ligger Marias tro, der er så underforstået, at det ikke engang nævnes, at hun er kommet til tro. Det fortælles blot, at hun viderebringer til disciplene, at hun har set Herren.

Vi vil aldrig kunne vide, at Jesus er opstået fra de døde. På baggrund af grundige studier og indsamlede fakta kan vi måske holde det for mere eller mindre sandsynligt, at det er sket. Men det er ikke der troen erfares. Troen erfares, når vi i den dybeste smerte oplever os genkendt og kaldt på. Når vi gennem tårernes slør oplever, at der er en, der ser os og rummer os. Troen er at opleve det brudte blive helt. Og troens svar bliver da ikke bare et ja, men et ja tak – ja tak til at være set og elsket.


 

webmaster@tissoepastorat.dk

© www.kirkecom.dk