Mogens 150px
Sognepræst
Mogens Bennedsgaard Hagen
Sorøvej 2, Sæby
4270 Høng
Telefon: 5885 2741 eller e-mail:
praesten@tissoepastorat.dk

Pinsedag 2019 i Buerup

Det er en festlig dag i Buerup af flere årsager.

Det er Pinsedag, og i dag fejrer vi, at Guds ånd – Helligånden – Talsmanden er kommet over os – sådan som vi ser på Kristians tredje billede her over døbefonten – og når vi i dag mærker solen skinne ned på os gennem skydækket og mærker sommervinden ruske i os, så er det Gud, der kalder os til dåd. Han minder os om, at Han er til stede i vores liv, Han varmer og nærer os og Han fortæller os i dag, at nu skal vi gå ud i verden i Hans tjeneste. Vi skal forkynde, og vi skal sprede kærlighed og varme. Vi skal tale til dem, vi møder på vores vej på en måde, så de forstår det.

I denne skønne pinseweekend fejrer vi Musikfestival her i Buerup, sådan som det har været en god tradition gennem flere år. Men som noget nyt klinger kirkens pinsetoner i år officielt med i festivalens program, og vi er glade for at kunne invitere jer alle til brunch på festivalpladsen efter gudstjenesten.

Endelig er det også en ekstra festlig dag af en helt særlig grund. I dag har vi besøg af en flok unge mennesker, der blev konfirmeret her i kirken for 50 år siden.

Jeg har lige kigget i kirkebogen, og den 20. april 1969 konfirmerede Holger Hansen 11 drenge og 7 piger her i kirken.

Det var lige i overgangen mellem 60-erne og 70-erne, krigen i Vietnam var i fuld gang og studenterne var klar til at gøre oprør. Men – uden at vide det – jeg gætter på, at der stadig væk i ’69 var langt til Paris og måske endda også til København. Jeres forældre passede det daglige arbejde rundt omkring på gårdene og hvor de ellers arbejdede. I passede jeres skolegang, gik til præst, oplevede de første uskyldige forelskelser og måske havde I en rejsegrammofon og kunne høre de nyeste singler med Cliff eller Beatles. Eller I lå under dynen, som Flemming Bamse Jørgensen har sunget om, og lyttede i smug til Radio Luxembourg.

I jeres travle teenageliv var I på vej – på vej ud i verden – på vej ud i det liv, der skulle blive jeres. På vej mod uddannelse og job, måske på vej mod ægtefælle, familie og velstand. For de fleste af jer på vej væk fra Buerup.

Jeg ved ikke, hvordan Holger Hansen arrangerede jeres konfirmationsgudstjeneste. Men måske har I sunget den salme, som vi skal synge om lidt efter nadveren: Du som vejen er og livet.

Et par verselinjer lyder: Giv, at dig vi følger efter, nær de små, de svage kræfter, bøj vor vilje, smelt vor trods! Man fornemmer, at Christian Richardt, der skrev salmen i 1885 har kæmpet med en flok konfirmander eller med andre unge. I hvert fald ved vi, der har haft unge på nært hold, at der kan være rigeligt med vilje at bøje og trods at smelte.

Men vi ved også, at de unge vil livet – på endnu lidt usikre ben vil de erobre verden – ligesom i dengang i ’69 og ’79 var klar til at bide livet i låret og gøre 60-erne til 70-erne og 70-erne til 80-erne.

Gennem de seneste måneder har vi bevæget os fra Påske over Kristi Himmelfart til Pinse.

Disciplene og andre af Jesu nærmeste har været vidne til dramatiske umiddelbart uforståelige begivenheder. Mødet med det guddommelige er blevet hjulpet på vej af engle og mænd i hvide kælder, og en rød tråd gennem fortællingerne er, at vidnerne hele tiden får at vide, at de er for langsomme og at de er det forkerte sted.

»Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?” »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?”

Hele tiden har pointen været, at der knapt nok var tid til at fordøje de dramatiske begivenheder – vi skal videre, ud i verden.

Og I dag bliver vi så endelig klædt på til opgaven – Guds ånd kommer over os, vi får sprog og mulighed til at gå ud i verden og berette om det mægtige, vi har oplevet.

I guldkonfirmander har nu i mange år været på vej. I er forhåbentligt kommet til rette med jeres liv, og I har helt sikkert gjort en forskel for mange andre mennesker og for Guds skaberværk bredt anskuet.

Det er pinsens budskab til os. Med Gud i ryggen skal vi gå ud i verden og med evner og kræfter, vi nu en gang er blevet udstyret med, skal vi møde verden. Det lykkes ikke altid, og nogen gange er det som om ingenting vil lykkes. Men vi kender også de gyldne øjeblikke, hvor vi tænker: Her blev verden en lille smule bedre, og det er dem, vi skal stræbe efter.

Så lad os da – med Jesu ord – rejse os og gå herfra!

Glædelig Pinse!


Hunde, okser, æsler — og en jomfrufødsel

Vi var i præstefamilien så heldige at kunne holde efterårsferie i den uge i oktober, hvor sommeren vendte tilbage. Vi var 4 dage i Hamburg og nød der de solrige dage med temperaturer op mod 23 grader.

En af dagene gik turen til Hamburger Kunsthalle. Et besøg her kan absolut anbefales. Ikke mindst deres samling ”Alte Meister” gør et dybt indtryk.

Her er værker fra det tidlige 15. århundrede og til slutningen af det 18. århundrede, og blandt dem mange vigtige religiøse værker.

På forsiden af dette nummer af kirkebladet er gengivet Meister Franckes billede ”Tilbedelsen af barnet”. Meister Francke var muligvis en malende dominikanermunk, og billedet er en del af en altertavle, der blev opstillet i Hamburg 1436.

På billedet ses, hvordan kunstneren kæmper med at gengive det, der ikke kan gengives: Julens forunderlige mysterium: At Gud lod sig føde som menneske blandt mennesker. I den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse bekender vi, at vi tror på ”én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himmelen og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske”

På billedet ses også englen, der bringer bud til hyrderne, men der er ingen stald. Derimod ser vi, at oksen og æslet holder til i en klippehule, en grotte, og at barnet endnu ikke er blevet svøbt og lagt i deres krybbe.

Kigger man grundigt på de gamle mestres billeder ser man dyr overalt, og ikke mindst glædede det mig at se, hvor mange hunde, der optræder. Hundene omtales som reglen negativt i Bibelens fortællinger, men på de gamle billeder er det tydeligt, at hund og menneske hører sammen i afhængighed og i kærlighed.

Hunden er ikke umiddelbart at se på Mester Franckes billede, men andre kunstnere har også hunden med i stalden i Betlehem. Den var jo hyrdernes medhjælper og ven. Og ellers er hunden overalt: Den er med på Golgatha, hvor den har fundet en knogle at gnave på. Den er med den fortabte søn i svinefolden. Den er med, da verden går under i syndfloden, som kun Noahs ark bliver reddet fra.

Glædelig jul!

 


Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?

Mange af os har en uvane med at bruge hvad der måtte være af ledig tid på at surfe mere eller mindre planløst rundt på internettet. Det bringer én forbi en masse bras og ragelse, men indimellem sker det at blind høne finder et korn og lægger et guldæg. Således kom jeg en dag forbi et billede af et skilt, der angiveligt – man ved jo aldrig helt med det internet – skulle stå foran en amerikansk kirke.

Der stod: “Just love them all. I’ll sort them out later. God.”

I min oversættelse ser det sådan ud:
De ord kunne vi måske tænke lidt over her I den tørre sommer i vores land, hvor det til tider kan virke som om, vi bruger ganske meget energi på at sortere folk i bunker alt efter om, og i givet fald, hvor meget kærlighed, de er berettigede til.

Gud fortæller os, at vi er skabt i hans billede, og så er der ikke flere kategorier.

Nogle begynder så måske at blive nervøse for, hvor de vil havne i den senere sortering.

Det behøver vi ikke at være. Gennem Jesus Kristus er Guds kærlighed og nåde kommet til os, og kommer vi til ham i tro, arver vi det evige liv med ham.

Fortsat god sommer!


 

Tro

Uddrag af prædiken holdt i Sæby Kirke 2. påskedag 2018
over Johannesevangeliets 20. kapital vers 1-18.

I Johannesevangeliets beretning om begivenhederne påskemorgen møder vi 3 mennesker, der alle aflægger et besøg ved Jesu grav – en kvinde og to mænd: Marie Magdelene og Simon Peter og en discipel, hvis navn ikke nævnes, men om hvem, vi får at vide, at det var ham, som Jesus elskede. Alle kommer de til graven – og hver især reagerer de på deres egen måde. De bevidner ikke opstandelsen, men de er til stede umiddelbart efter.

Den allerførste ved graven er Maria Magdalene. Hun kan se, at der er sket noget voldsomt – den store sten er væltet fra og hun beslutter at hente hjælp hos Peter og den anden discipel. Begge disciple foretager et faktatjek – de ser, hvad der er at se – efterhånden vover de sig begge ind i graven og konstaterer, at den døde Jesus ikke er der – kun de klæder, der var brugt ved gravlægningen, ligger tilbage – linnedklæderne og klædet, han havde over hovedet.

Og efter at have registreret, hvad der umiddelbart er se, går de to mænd hjem og ud af denne historie. For i hvert fald den ene af de to har morgenens begivenheder betydet, at han er kommet til tro. Det fortælles, at før forstod de ikke, men nu har de set og nu tror de. Vi møder således en tro, der bygger på noget faktuelt og håndgribeligt – temaet fortsætter senere hos Johannes, når vi hører, hvordan Thomas møder den opstandne og kommer til tro. Til ham siger Jesus: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

De to disciple i dagens evangelium går hjem – og tilbage står Marie Magdalene. Efter de to disciples mere rationelle tilgang står der et lille men vigtigt ord. Johannes skriver: Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Maria er ked af det. Hun sørger. Hun har mistet en ven på den mest forfærdelige måde, og nu er hans grav tilsyneladende skændet, og den døde er forsvundet. Det sted, der skulle hjælpe hende med at finde vej frem gennem sorgen, det er der ikke. Marias smerte er stor. Da hun endelig vover sig til at kigge ind i graven, er det ikke klæderne, der fanger hendes blik, men to engle, der sidder, hvor Jesus lå – to engle, der ser kvindens smerte, og spørger, hvorfor hun græder. De når aldrig at svare, for Maria får nu øje på Jesus – dog uden at genkende ham. Hun tror, det er havemanden – og måske er det ham, der har flyttet den døde?

Men den døde er jo slet ikke blevet flyttet – han har flyttet sig selv og står nu som den levende foran Maria og ser hendes store smerte. Og han siger blot et ord til kvinden: Hendes navn: Maria! Og med ét bliver opstandelsen til virkelighed for Maria – ikke ved en rationel konstatering af fakta men ved at genkende og ved at blive genkendt – og i det ligger Marias tro, der er så underforstået, at det ikke engang nævnes, at hun er kommet til tro. Det fortælles blot, at hun viderebringer til disciplene, at hun har set Herren.

Vi vil aldrig kunne vide, at Jesus er opstået fra de døde. På baggrund af grundige studier og indsamlede fakta kan vi måske holde det for mere eller mindre sandsynligt, at det er sket. Men det er ikke der troen erfares. Troen erfares, når vi i den dybeste smerte oplever os genkendt og kaldt på. Når vi gennem tårernes slør oplever, at der er en, der ser os og rummer os. Troen er at opleve det brudte blive helt. Og troens svar bliver da ikke bare et ja, men et ja tak – ja tak til at være set og elsket.


 

webmaster@tissoepastorat.dk

© www.kirkecom.dk