At leve med sine døde

Til Alle helgens gudstjenesten er det skik, at vi læser navnene op på de døde i vores sogne i årets løb.
Vi har gudskelov kun haft ganske få dødsfald i år. Men Alle helgens søndag er jo en dag, hvor vi alle sammen mindes dem, vi har mistet i årets løb. Vi tænker på dem med varme og kærlighed, og vi takker, fordi vi har haft dem iblandt os.

Engang var holdningen, at vi mennesker hurtigst muligt skulle videre, hvis vi havde mistet en af vores nærmeste. Tøjet skulle fjernes fra klædeskabet, og det kunne være en god ide at flytte væk fra det fælles hjem. Vi skulle ikke fortabe os i minderne. Vi måtte ikke glemme de levende for de døde.
I dag blæser der heldigvis anderledes vinde. Det er godt, for det er jo unaturligt at kappe båndene til en stor del af ens fortid. Det skal vi ikke. Hjertebåndene skal have lov til at bestå. Vi bærer de døde med os. Vi gemmer dem i vores hjerter, og det er, som det skal være.

”Der er hjertebånd, der ikke kan briste” skriver sognepræst Lise Trap i sin bog: ”Hjertebånd − at leve med sine døde”.

Man kan altså bære den døde med sig, og man kan holde fast ved den dødes betydning, samtidig med at man lever i verden med de levende.  Det har mange sørgende vidst. Nu er det blevet lettere at sige det højt, fordi teoretikerne er nået frem til det samme.

De døde gjorde netop vores liv til vores liv og var med til at gøre os til dem, vi er. De fik os til at høre til i livet – hér, hvor vi stadig er. Ligesom da de levede, er de en del af os. ”Vi lever med dem, vi elsker, og det gør vi, hvad enten de er døde eller levende”, kan vi læse i hendes bog, og den kan absolut anbefales til sørgende.