| . Mange brudepar i vores dage vil gerne iscenesætte deres bryllup. Deres bryllup skal være anderledes end alle de andres, og hvis man kunne lokke præsten til at foretage en romantisk vielse i haven, ved Tissø, i en gummibåd under Farøbroen, på toppen af Storebæltsbroen eller i en flyvemaskine, ville det være fedt! Det var Helle Poulsen, nuværende sognepræst i Vejlø, der som ung præst blev spurgt, om hun ville vie et par i en gummibåd under Farøbroen. Efter at have rådført sig med sin biskop sagde hun nej. Hun står fast på, at kirkelige vielser foregår i kirken. ”Vi lever i en tid, hvor vi sætter alt i scene for at overgå hinanden. Jeg vil ikke være statist i en event”, siger Helle Poulsen. . Den tidligere Biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt var heller ikke til at rokke. Han kunne på mange punkter virke meget moderne, men i hans tid kunne der ikke gives tilladelse til vielser uden for kirken. . I dag har Biskopperne givet deres tilladelse til vielser uden for kirkens rum, ikke overalt, men på udvalgte steder. Alligevel er jeg enig med Helle Poulsen. Det kan gå hen og blive fuldstændig uoverskueligt og useriøst, hvis vi begynder at sige ja til den slags vielser. Ingen kommer til at se mig foretage en vielse på en strandbred og med bare tæer! . Hvad så, hvis brud eller brudgom er ramt af alvorlig sygdom og ikke kan gå den lange gang op ad et kirkegulv? Vil de så slet ikke kunne blive viet i deres hjem eller i deres have? Jo, men det kunne de også efter den gamle lov. Ingen præster ville sige nej til et oprigtigt ønske fra et brudepar om at blive gift, hvis alvorlig sygdom er en hindring for et bryllup i kirkens rum. Det er så ikke en kirkelig vielse, men hvis præsten er tro mod den kristne forkyndelse, kan det sagtens blive en kristen vielse. . Jamen er præsten ikke til for folk? Jo, til en vis grænse. Det hjælper bare ikke at lokke præsten uden for kirken og påstå, at det stadigvæk er en kirkelig vielse, for præsten er ikke kirken. Der skal andet og mere til. Jeg synes, vi skal lægge vægt på den højtid, der er i vores kirker. I kirken føler vi, at vi er på hellig grund, som der står i en af vores salmer. I kirken mærker vi ærefrygten for det, der er større end os og vores. Her kan vi ikke sætte os selv og hinanden i scene, for her er vi ikke hovedpersoner. En kirkelig vielse foregår i kirken. En vielse uden for kirkens mure er ikke en kirkelig vielse og bliver det aldrig nogensinde. |
|
|
||||
| Se Tove Styhms tidligere indlæg: | ||||
| En sommer rig på nåde, maj 2012 | ||||
| Et glædeligt budskab, november 2012 | ||||
| Den Stærkestes ja, april 2013 | ||||
| Påsketanker, marts 2013 | ||||