Mogens 150px
Sognepræst
Mogens Bennedsgaard Hagen
Sorøvej 2, Sæby
4270 Høng
Telefon: 5885 2741 eller e-mail:
praesten@tissoepastorat.dk

Tetramorf

Nu er vi ved at rette blikket mod den forestående jul. Der er meget, vi endnu ikke ved:
Hvilke julegaver, får vi i år? Hvem får mandlen? Og bliver det en hvid eller våd jul?

Men en ting ved vi: Centralt i julefejringen står beretningen om det lille barn i krybben. Evangelisten Lukas’ skønne fortælling om Josef og Maria, der må drage til Bethlehem for at blive skrevet i mandtal.

Lukas er blot en af de 4 evangelister, som vi møder i det nye testamente. Evangelisterne er: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Og fra den tid, hvor størstedelen af befolkningen ikke kunne læse, og hvor kirken derfor kommunikerede med menigheden ved hjælp af billeder, har hver evangelist fået sit eget let genkendelige symbol:

Matthæus’ symbol er et menneske med vinger (obs! ikke en engel), Markus symbol er en løve, Lukas’ symbol en okse og Johannes’ symbol en ørn. Og ikke mindst i Sæby kirke, er dette sæt af symboler repræsenteret i mange udgaver. De stammer fra alle perioder af kirkens historie – fra de ældste, der omkranser Kristus i apsis over alteret til de nyeste, der gemmer sig i glasmosaikken mod øst. De findes i mange materialer – hugget i sten, skåret i træ og formet som glasmosaik.

Prædikestolen i Sæby kirke viser ikke blot symbolerne, men afbilder de 4 evangelister. Det er jo de 4 evangelier, der bærer præstens prædiken.

Så næste gang, du kommer ind i Sæby kirke, så kig dig omkring. Løverne ligger på lur!

Men hvorfor har evangelisterne fået disse symboler – hvad er sammenhængen lige mellem Markus og en løve eller mellem Johannes og en ørn?

Ja, for at finde ud af det, skal vi langt tilbage i tiden – og vi kan begynde med at konstatere, at symbolerne var der før det, de nu symboliserer.

Da Ezekiel blev kaldet til profet, så han guddomssyner: ”Jeg så en storm komme fra nord, en vældig sky og en flammende ild; rundt om skyen stod stråleglans, og i midten, inde midt i ilden, var der ligesom funklende hvidguld. I midten var der noget, der lignede fire levende væsener. De så sådan ud: De lignede mennesker; hver af dem havde fire ansigter og fire vinger.” Og om disse 4 væsener fortæller han bl.a.: ”Deres ansigt lignede et menneskeansigt, på højre side havde de alle fire et løveansigt, på venstre side havde de alle fire et okseansigt, og alle fire havde et ørneansigt.”

Så da vi når frem til, at Bibelen bliver kanoniseret i det 4. århundrede efter Kristi fødsel med de 4 evangelier, vi kender, så ligger der et sæt af symboler klar: Mennesket, løven, oksen og ørnen.

Men hvordan så fordele de 4 symboler på de 4 evangelister? Der skulle jo gerne være en logisk sammenhæng, så det er til at huske, at f.eks. oksen er et billede på Lukas. Men heldigvis er Bibelen altid god for en god forklaring:

Matthæusevangeliet begynder med det menneskelige – med Jesu slægtstavle. Derfor får Matthæus mennesket som symbol.

Markusevangeliet begynder med beretningen om Johannes Døberen, der går omkring og råber i ørkenen. Og ude i ørkenen er der farlige dyr, blandt dem løver. Derfor får Markus løven som symbol.

Lukas beretter i sit evangelium først om Zakarias, der ofrer en okse i templet. Derfor får han oksen som symbol. Men jeg har nu altid tænkt på okse og æsel i stalden i Bethlehem – og de dukker allerede op i kapitel 2 – så endnu en god grund til, at oksen er Lukas’ symbol.

Johannes’ evangelium er lidt anderledes end de andre. Hvor Matthæus begynder nedefra med mennesket Jesus, så begynder Johannes ovenfra – der er noget ophøjet og majestætisk over hans indledning om Ordet, som var hos Gud, og som blev kød og tog bolig iblandt os. Derfor får Johannes ørnen, den ophøjede og majestætiske fugl som symbol.

Samlet bærer de 4 evangelier kirken som en hest bærer sin rytter. Og sættes de 4 symboler sammen, så får man det, der kaldes en tetramorf – et symbol, der udgøres af fire former.

Så lad os da på dette mærkværdige dyr ride mod advent og jul. Lad os af det firfoldige glædelige budskab bæres mod det nye kirkeår.

Glædelig jul!



Må man tage hunden med sig ind i Himlen?

En gang skal vi samles til den store fest hos Gud. Og mon dog ikke det viser sig, at man godt må tage hunden med sig ind i Himlen?

Det gik ikke upåagtet hen, da en præst her i stiftet i starten af juni lod sin kirke være ramme om en dyreclairvoyance-seance. Der var fuldt hus i kirken, og der skulle angiveligt den aften være blevet givet mulighed for at komme i kontakt med sine afdøde kæledyr. Efterfølgende kan vi konstatere i hvert fald to ting: 1) arrangementet har udløst en voldsom debat i teologiske og kirkelige kredse.
2) Med over 100 deltagere den pågældende aften, så er det et emne, der interesser mange.

Jeg skal ikke her komme nærmere ind på den konkrete sag, kun minde om, at tredje artikel i den apostolske trosbekendelse lyder: ”Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.” Og det må betyde, at vi som kristne frimodigt skal turde tro, at afskeden ved graven ikke er et endegyldigt farvel, men derimod et foreløbigt farvel og på gensyn. Og hvordan kødets opstandelse og det evige liv så vil udfolde sig, ja det er et mysterium, som indtil videre er skjult hos Gud, og som vi da godt kan tænke over og analysere på, men som vi aldrig vil kunne forstå fuldt ud før Guds riges endelige oprettelse. Og så kan vi måske lige så godt lade spørgsmålet ligge hos Gud og i stedet bruge vores tanker og energi på at gøre det liv godt, som vi lever nu – midt mellem dyr og mennesker.

Og så alligevel ikke. For sagen i Gislinge viser, at det er nødvendigt at få sat nogle ord på, om kødets opstandelse kun gælder for mennesker – Homo Sapiens, eller også for alle de andre dyr?

Når vi begraver et marsvin bag i haven eller må sige farvel til en hund, der er blevet syg i sin alderdom – er det så et endegyldigt farvel?

Vi kender jo sikkert alle Teddy Edelmanns sang: ”Må man tage hunden med sig ind i himlen?” For nogle er bare en småsentimental popsang. For mange af os er det et uhyre vigtigt spørgsmål: Er dyrene omfattet af det evige liv?

Lever man sammen med et eller flere dyr, og det gør rigtig mange af os, så ved man, hvor nært knyttet, man kan være ikke blot til andre mennesker men også til sine dyr – og hvad så, når livet slutter? Er det så et endegyldigt farvel, vi siger til vores dyr? Spørgsmålet om, hvorvidt dyrene har adgang til det evige liv er nu kommet på den teologiske dagsorden – kirken bliver nødt til at have noget at sige – også til den, der har mistet et elsket dyr – ellers sker der det, vi har oplevet, at mennesker søger videre til andre mere eller mindre tvivlsomme tilbud.

Mennesket er en dyrerace blandt andre dyreracer – en dyrerace med et særligt ansvar: At dyrke og vogte Paradisets have. Giver det os lov til at tage monopol på kødets opstandelse og det evige liv?

Den teologiske debat om dyrenes adgang til det evige liv er spændende og akademisk.

Bl.a. er det blevet fremført, at vores forhold til f.eks. hundene var et helt andet i tidligere tider – at hundene var rå vagthunde, der udelukkende tjente den funktion og altså ikke var kæledyr som de er nu om dage.

Jeg har nu svært ved at tro, at det er hele sandheden – da man i sin tid formåede at tæmme ulven har den helt sikkert haft en vigtig funktion som vagthund, men jeg tror nu også, man har fundet ud af, at den har kunnet give varme og tryghed på et dybere plan, og børn og hundehvalpe må have fundet sammen allerede for længe siden.

På den fantastiske 1600-tals altertavle i Vor Frue kirke i Kalundborg ser man nederst scenen, hvor Jesus bliver født i stalden i Bethlehem. Ude til højre ser man en af hyrderne komme ind i stalden. Han er ikke helt tryg ved den uvante situation, så bag ham, halvt skjult, ser man, at han har følgeskab af sin hund. Den hund, der er uundværlig i hans arbejde. Den hund, der giver ham tryghed og mod også i den til tider vanskelige omgang med andre mennesker.

En gang skal vi samles til den store fest hos Gud. Og mon dog ikke det viser sig, at man godt må tage hunden med sig ind i Himlen?



When I’m cleaning windows …

Om at træde ind i de voksnes rækker.
Den svenske forfatter Lars Collmar har skrevet et lille andagtsstykke, der hedder “Vinduespudseren”.

Fortællingen handler om, hvordan det at være kristen er som at være vinduespudser. Vinduespudseren skal hele tiden være i gang for at holde sine vinduer rene på grund af alt det skidt, der hele tiden sætter sig på dem. Og på samme måde skal den kristne hele tiden være i gang med at pudse og rense sit vindue, så han eller hun bliver i stand til at se det smukke mønster, Gud har givet os. Vinduet er gået i stykker, skriver Collmar – den vederstyggelige slange slog sin hale ind i det, så det gik i tusindvis af splinter. Men det faldt ikke fra hinanden. Det holdes sammen af rammens kors.

At leve som kristen kræver ihærdighed og tålmodighed, og det sker, at vi mennesker ikke er tålmodige og ihærdige nok. I stedet for at vente på, at vi kan se det mønster, Gud har lagt i os, danner vi vores eget billede af, hvem vi er – et billede, der langt fra altid er det samme, som det billede Gud ser.

Måske lever vi hele livet med vores eget falske billede. Måske er vi heldige, at de to billeder en dag stilles over for hinanden, og der kommer klarhed i vores liv.

Collmar skriver: ”Og når jeg på Hans opfordring vasker mit eget billede af mig selv bort, så ser jeg endelig Hans billede”.

Det oplevede Peter langfredag. Peter havde ellers altid været så selvsikker. Måske svigtede alle andre, men aldrig nogen sinde skulle han svigte Jesus. Men Jesus fortalte ham noget andet. Og da hanen galede om morgenen, havde Peter fornægtet Jesus tre gange. Det var chokerende for Peter at erfare, at hans egen selvopfattelse måtte falde. Men det gav ham styrke og autoritet og gjorde ham til en dygtig leder, da de første menigheder opstod efter pinse.

Den 30. april er der konfirmation i Sæby kirke. 9 unge mennesker træder ind i de voksnes rækker og skal finde vejen ud i det liv, der skal blive deres.

”Hvem er jeg?” er et spørgsmål, der fylder meget, når man er midt i teenageårene. ”Hvordan bliver mit liv”?

Nogle unge har måske en sej og cool facade, men jeg tror, at alle unge, facade eller ej, kender til det at være usikker på sig selv.

Ved konfirmationen spejler vi i os i Guds billede af os. Vi får at vide, at vi er unikke og værdifulde. Vi får at vide, at vi i fortid, nutid og fremtid er omsluttet af Guds kærlighed. Vi får at vide, at Gud følger os, når vi tager de usikre skridt ind i voksenlivet. Vi får at vide, at Gud har brug for os, og at der er opgaver, som kun vi kan løse.

Til lykke med konfirmationen til årets konfirmander!



Den befriede befrier

Den 31. oktober i år fejrer vi 500-året for reformationen. Denne dato er valgt som reformationens fødselsdag, fordi det var på denne dag, at Martin Luther opslog de berømte 95 teser mod handlen med afladsbreve på døren til Slotskirken i Wittenberg.

Eller hed han nu også Martin Luther? Dengang var man ikke så nøje med registreringen, og de fleste mener, at Luther frem til det tidspunkt, hvor reformationens lavine begyndte at rulle, brugte navnet ”Luder”.

Derefter brugte han i nogle få år en græsk form af sit efternavn, nemlig ”Eleutheros”. Siden vendte han tilbage til tysk, men tog h’et med – og var fra nu af Martin Luther.

Betydningen af ”Eleutheros” er dobbelt og peger både indad og udad. Det kan både betyde den befriede og befrieren. Og begge betydninger dækker Martin Luther.

Luther var den befriede. I mange år havde han kæmpet for at opnå Guds retfærdighed og gjort, hvad man dengang i Pavens kirke mente, der skulle gøres, for at gøre Gud tilfreds. Det er det, vi kalder gerningsretfærdighed – eller som Heinz Schilling i sin store Lutherbiografi vælger at kalde præstationsfromhed. Men det ville ikke lykkes for Luther. ”Min dyd og gerning hjalp mig ej” digter han i salmen ”Nu fryde sig hver kristen mand”.

Men en dag kom gennembruddet. Under læsning af Romerbrevet stod det ham klart, at der ingen anden vej til retfærdigheden er end gennem troen.

Guds retfærdighed er nemlig ikke en retfærdighed, der straffer og belønner, men den er lig med Guds kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed – og den kalder på det sønderknuste hjerte, der tager imod Jesus som Guds søn i tro.

Og på den måde befriet blev Luther befrieren og skaberen af den kirke, vi i dag kender som den evangelisk-lutherske. Reformationen kunne ikke rummes inden for den katolske kirke. Den sprængte rammerne og blev et nybrud. Reformationen har givet os det kirkeliv, vi kender i dag, med salmesang og bibellæsning på vort modersmål, med prædiken og de to sakramenter dåben og nadveren.

I løbet af året vil reformationsjubilæet på mange måder blive fejret – også her i Kalundborg provsti.

Verdens mest fotograferede dør: Slotskirkedøren i Wittenberg. Desværre er det ikke den oprindelige trædør, da den gik tabt ved en brand i 1760. Den nuværende dør fra 1858 er lavet af bronze og har en latinsk indskrift af de 95 teser.



Er kirkegårde uhyggelige?

Både fra litteraturens og filmens verden har vi gennem årene lært, at kirkegårde er skræmmende og uhyggelige steder. Midnatsklokken slår, gravene åbner sig og skeletter og onde ånder vælter frem.

Hvor er det synd! Kirkegårde er ikke uhyggelige, så langt fra! Vi har i vores pastorat tre smukke og velholdte kirkegårde, der hver på deres måde vidner om historie og kultur gennem generationer.

Jeg har altid holdt af at opholde mig på kirkegårde. Der er så smukt og fredfyldt, og der er så mange historier. Det, der var, og det, der er bindes sammen. Gravstenenes tekst, tal og symboler vidner om glæder, sorger og savn. Et sted vidner et ensomt plovspand om marker, der nu pløjes af andre, et andet sted vidner en række årstal om en tid, hvor alt for mange børn aldrig blev voksne. Og på Hallenslev kirkegård vidner ordene ”Der blev stilhed” om en frygtelig tragedie.

I sommers besøgte jeg kirkegården i La Rouge i Nordfrankrig. Traditionen der er en anden. Kirkegården er ikke beplantet som i Danmark, og virker ved første øjekast som en gold stenørken. Men ser man nøjere efter, har også den kirkegård sine historier at fortælle. På gravene har venner og familie sat små mindesten, der udtrykker sorgen og savnet – som den sten, der ses på billedet. I skyggerne står der: A notre Grand-Père. A notre arriere Grand-Père. Til vores bedstefar og oldefar. Og på billedet ser man den gamle mand sidde på sin bænk. Stokken er hængt over ryggen på bænken, og mens aftensolen går ned, klapper han sin trofaste hund. Mindet lever, og for et øjeblik er alting igen, som det var engang.

dav

Det er snart Allehelgen
Den 6. november holder vi Allehelgensgudstjeneste kl. 16 i Buerup og kl. 19 i Sæby. Vi mindes dem, der ikke længere er iblandt os, og efter gudstjenesten vil der være mulighed for at sætte et lys på deres grave.

Her mellem modenhed og død,
velsign os med den sidste glød
af jordens lyse sommer,
og bryd så sindets frøskal ned,
så alt i os er kærlighed
den nat, da kulden kommer.

 



Gå!

”Gå”, sagde Gud til Jeremias. Jeg har en opgave til dig. ”Jamen”, sagde Jeremias, ”jeg er ung, og jeg er ikke god til at tale”. ”Gå”, sagde Gud til Jeremias, ”og ikke noget ”jamen”, jeg lægger min ord i din mund”. ”Du skal ikke frygte dem, for jeg er med dig og frelser dig.”

Det er tiden, hvor studenterne springer ud – overalt kan man se, hvordan de unge efter mange måneders hårdt slid endelig kan slappe af og give den gas, og velfortjent lade sig hylde.

Midt i al denne jubel har Jeremias en vigtig pointe til os: Gud ser ikke på eksamensbeviser, karaktergennemsnit og CV. Det mærkede Jeremias selv, da han blev kaldt i tjeneste. Han mente selv, at han var for ung og uerfaren og at hvis Gud havde brug for en stor forkynder, så skulle han kigge andetsteds hen.

Alt det vidste Gud selvfølgelig godt. Men han kunne også se, at Jeremias havde nogle andre kvaliteter, som var vigtigere. Derfor kaldte Gud på Jeremias. Derfor sagde han ”gå!” til den unge Jeremias. Men han sagde ikke kun ”gå”, han sagde også. ”Jeg går med dig” – ”jeg hjælper dig og beskytter dig”.

Gud har et kald til os alle. De fleste af os har det nok som Jeremias. Vi føler, at vores kvaliteter ikke slår til, at der er så mange derude, der er så meget bedre. Eller også er vi, set med samfundets øjne, godt og grundigt hægtet af. Syge på krop eller sjæl, gamle, handicappede eller bare ikke særligt intelligente eller smukke – der skal ikke meget til før vi sidder med fornemmelsen af, at samfundet klarer sig fint uden os.

Alt det, ser Gud lige igennem, og han ser, at vi alle har unikke kvaliteter, som han kan bruge. Og han siger:

Gå, der er en opgave, jeg skal have løst. Der er mennesker, derude, der venter på din erfaring, din hjertevarme, din humor, din tålmodighed, dine hænder, dine skæve vinkler og din krøllede hjerne, dit smil. Der er mennesker derude, der vil være skuffede i morgen, hvis ikke du kommer i dag.

”Så rakte Herren sin hånd ud og berørte min mund, og Herren sagde til mig: Nu lægger jeg mine ord i din mund”. Jer 1,4-9


.

Jeg er jeres nye præst …

Dagen den 22. februar kaldes også Peters Stol. Denne dag fejrer katolikkerne pavestolen – vist nok for at fortrænge en hedensk dødefest, der blev fejret denne dag. Ifølge gammel dansk folketro kaster Sankt Peter på denne dag den varme sten i vandet. Fra det øjeblik af tør isen nedefra – og ny is vil have mere end svært ved at dannes. Foråret er på vej!

På lige præcis denne dato, den 22. februar 2016, holdt jeg prøveprædiken for menighedsrådene i Sæby, Hallenslev og Buerup Sogne. Og bagefter var jeg til samtale i Sæby sognegård.

Efterfølgende har jeg flere gange tænkt på Sankt Peters varme sten. For da jeg kørte hjem fra Sæby den aften, havde jeg en klar fornemmelse af, at noget nyt var på vej. Sankt Peter varslede tøbrud og nybrud!

Det gjorde han i mit eget liv, hvor jeg i en periode har følt, at min arbejdsglæde trængte til en varm sten og nye input, og det gjorde han i Tissø Pastorat, hvor en periode var slut og en ny skulle begynde.

Da jeg kørte hjem fra Sæby, havde jeg en mærkelig fornemmelse af, at tingene passede sammen, og at det var i Tissø Pastorat, jeg skulle være. Men det var naturligvis endnu ikke afgjort, og jeg måtte vente en lang pinefuld uge inden Søren ringede – på endnu en lidt speciel dato – den 29. februar.

Jeg tror nok, jeg fik spurgt Søren, om han tog gas på mig – men det gjorde Søren ikke. Nu var det alvor. Jeg var på vej til Tissø – til Sæby, Hallenslev og Buerup.

Nu er der så gået nogle uger, og indsættelsen den 1. maj er lige om lidt. Vi er ved at pakke vores gamle liv ned for at gøre klar til et nyt.

Og jeg glæder mig.

Og hvem er han så, ham den nye præst?
Mit navn er Mogens Bennedsgaard Hagen, jeg fylder 48 den 3. maj, og jeg har været præst siden 1997. Først 6 år i et nordjysk købstadssogn, så 12 år i et københavnsk bysogn. Og nu altså i landlige omgivelser ved Tissøs bred.

Jeg er opvokset midt i Jylland og tog teologisk kandidateksamen i Århus.

Jeg er gift med Susanne, der er læge og vi har Lise, der er 17 snart 18. Og så har vi Svinto, en border terrier på 9 år, der helt sikkert fortsat vil holde præstegårdshaven kattefri, og som i øvrigt er en meget social og venlig hund, der elsker at møde nye mennesker – ligesom sin ”far”.

Mit præsteliv bliver nu helt anderledes end det har været hidtil.

Jeg kommer fra et sogn med over 18.000 indbyggere, tre præster, en folkekirkemedlemsprocent på 53 og i snit en fødsel om dagen.

Jeg har allerede gjort mig mange tanker om, hvordan det vil være at være præst i Tissø Pastorat og jeg har flere ideer, som jeg gerne vil prøve af sammen med jer.

Men først og fremmest kommer jeg med et ydmygt sind. I snart 1000 år er sognenes indbyggere kommet til kirkerne for at fejre gudstjeneste, kommet med deres nyfødte, kommet med deres døde. Det skal man have respekt for!

Sammen med jer vil jeg gerne arbejde for, at det fortsat vil være rart, trygt og godt at samles i de tre smukke kirker: Sæby, Hallenslev og Buerup, og hvor menigheden ellers samles.

Sydhavnen 12. april 2016,
Mogens B. Hagen


 

 

 

webmaster@tissoepastorat.dk

© www.kirkecom.dk